fredag den 4. april 2008

Ting nr. 14: Hvad er en wiki?

Wiki'er er pr. definition en samling websider skrevet i hypertekst, der kan besøges og redigeres af alle. Selve navnet Wiki stammer fra det hawaianske "wiki wiki", der betyder noget lignende som "med rivende hast", og for wiki'erne betegner den tilførsel og gennemstrømning af information og reel viden, der findes i det mest succesfulde wikis. På bibliotekerne kender vi wiki'erne fra vores daglige arbejde, hvor en kopi af en artikel fra Wikipedia ofte er den rigtige løsning på et opgavespørgsmål for mange folkeskoleelever.

En wiki er altså et reference- og oplysningsværktøj, der kan anvendes af alle interesserede til at udveksle, rette og opdatere information og data. Wiki'erne er også sociale værktøjer, der giver brugerne mulighed for at skrive, rette og tilføje i hinandens artikler.

Netleksikonet Wikipedia er uden sammenligning den mest udbredte og benyttede wiki, men der er andre interessante wikis rundt om på nettet:

http://www.krimiwiki.horsens.dk/index.php/Forside

http://www.wetpaint.com/

http://muppet.wikia.com/

http://spademans.wikia.com/

(De tre nederste wikier er hugget fra eksemplerne i Nordjyllands 23 ting)


Vi kan konstatere at wiki'er i en biblioteksmæssig sammenhæng har vundet indpas som et brugbart supplement til referenceværktøjerne, men desværre er der ikke mange danske biblioteker/biblioteksfolk, der medvirker til at berige, korrigere og forøge indholdet på den danske Wikipedia, men det forhold ændrer sig måske efter at ting nr. 14 og 15 er godt afsluttet?

Så langt så godt. Der har nemlig også været kritiske røster fremme om indholdet og ideologierne bag artiklerne i wiki'erne. Fundamentalister af alle afskygninger har forsøgt at præge wiki-artikler med deres specielle tolkninger på tilværelsen, så fx Darwin's teorier er blevet erstattet med indlæg om intelligent design.

Også i vores egen andedam har der været en yderst kritisk artikel på forsiden af Weekendavisen (19/3-2008) om (et ensidigt venstreorienteret verdensbillede) i det danske internetleksikon "Leksikon for det 21. århundrede", der anbefales af Undervisningsministeriet og Biblioteksstyrelsen. Prøv selv at sammenligne de to danske videns-wiki'er:

http://www.leksikon.org/

http://da.wikipedia.org/


Wiki'ens indhold og links

Når man gennemlæser teksten i en artikel i en wiki, er der links som andre steder på internettet. Blå links henviser (som overalt på nettet) til hjemmesider eller eksisterende artikler.
Røde links henviser til artikler, der ikke har noget indhold endnu.

Man kan altid oprette eller ændre i en artikel, uanset om den eksisterer eller ej. Før man opretter en artikel SKAL man ALTID undersøge, om der allerede findes en artikel om det samme emne.

Skriv en artikel i Wikipedia

Wikipedia er en encyklopædi, der udelukkende indeholder encyklopædiske artikler. Det er et selvfølgeligt og ufravigeligt krav, at du skriver ud fra et objektivt og neutralt synspunkt (= NPOV i Wikipedia-jargon, svarende til "Neutral Point Of View). Administratorerne og andre brugere kan være meget strikse og regelrette, hvad angår indhold og form, fordi man har en meget indforstået opfattelse af, hvordan Wikipedia-artikler skal se ud. Har man den nødvendige indsigt i et emne, skal man aldrig lade sig skræmme væk, men bare skrive, rette og tilføje efter bedste evne.

Husk at runde denne lange læse-vejledning af med dine meninger om og erfaringer med wiki-fænomenet på den personlige blog.

Lagt ind af Knud Weile 20080404

0 kommentarer: